Det ved jeg ikke, faktisk!

Jeg synes at jeg skulle skrive mere på dansk. Så vil jeg... når jeg har tid for det... eller lyst til at skrive noget. Det er lettere at skrive på engelsk og... fransk... Mærkeligt, ikke?
Vel...

Jeg er i Danmark, og jeg bor der siden August 2007. Næsten et år! Tiden går hurtigt. Jeg ar et studiejob og søger et hus eller en lejlighed med nogle venner for at bo sammen. Vi synes at det er en god idé, men det ikke så let at finde et sted for et bofælleskab.
"Lejligheden er ikke for bofælleskab", eller "ikke som deles leilighed"... Måske skal vi gifte os og sige at den tredje ven er vores søn... og så vil vi blive en familie og sige at det ikke er for et bofælleskab!!!
Hvad synes du? Ingenting... vel...

Den meste mærkelige og hårde ting er at finde penge til depositet. 3 huslejer for et depositum! Det er for dyrt, virkelige dyrt. Vi unge, vi har ingen penge... eller ikke så mange penge... Hvad tror de? Nevermind... Lån fra en bank... måske...

Good point! Vejret er såååååååååå dejligt! Sol og blå himmel... Det giver lyst til at tage til stranden med venner og drikke sammen, hygge sig rundt om en engangsgril...
MEN!!! STUDIER!!! Jeg har en opgave (20 sider) at skrive for den 17. juni, og den 18. juni har jeg en skriftlig exam...
Og så tager jeg til Frankrig i 11 dage. Jeg har sommerkursus i juli.

Jeg venter på et brev fra Kbh Universitet, for at vide om jeg vil ti Kbh i August, til sommersprogkursus... en veninde fik brevet to uger siden...

Vel... det er det...

Vi se... skrives... snakkes... whatever!

Ha´ det godt!

Ok, det er en eventyr jeg skrev tre uger siden.

 

Blåbær og Schrödinger

  Der var engang en lille dreng. Han var så lille at han kunne være i sin fars hånd. Han hed Blåbær fordi hans øjne havde den samme farve som blåbær. Han kunne kun spide jordbær og brød. Han drak kun hyldeblomst sodavand.

 Han kunne godt lide at løbe i familiens have men han var så lille at han en dag blev spist af naboens kat som troede det var en lille rotte.

 Katten var syg i tre dage. Blåbær var ikke død: han legede i kattens mave og tre dage senere blev han spyttet op. Katten så det ikke var en lille rotte men en lille dreng.

 ”Hej Kat! Jeg hedder Blåbær!”

 ”Det er ikke et navn!”

 ”Jo! Det er!”

 ”Hvis du siger det... Jeg hedder Schrödinger.”

 ”Åh! Det er et navn, Schrödinger!” lo den lille dreng.

 ”Ja, men jeg er ikke Schrödingers kat for jeg er ikke både død og levende.”

 ”Hvordan kan man være både død og levende?”

 ”Det ved jeg ikke. Sig mig, hvordan kan et menneske blive så lille?”

 ”Jeg ved det ikke... Mine forældre er så store!”

 Siden denne dag blev de de bedste venner i verden. Schrödinger legede hele dagen sammen med Blåbær.

Men Blåbærs forældre elskede ikke Schrödinger fodi katten spiste alle blomster i deres have. De snekkede om det med naboen. Han så lideglad ud.

 ”Katte kan godt lide blomster,” sagde han.

 "Nej, katte spiser fisk og drikker mælk, alle verden ved det!” svarede Blåbærs mor.

 ”Fisk?” naboen lo. ”Spørg min kat om den elsker at spise fisk! Den leger med fiskene! De spiller kort! Jeg har set dem!”

 ”Der findes ingen katte der spiller kort! Har du drukket?” spurgte Blåbærs far.

 ”Aldrig. Kom i morgen klokken ni, ved den lille flod bag min have. I skal se hvem har ret.”

 ”Okay,” svarede Blåbærs mor. ”Blåbær! Kom nu her!”

  Den lille dreng var nær skoven ved floden hvor fiskene spillede kort. Han hørte sin familie og sagde til sine venner at han blive nødt til gå. Så gik han hjem.

 ”Sådan,” sqgde hans mor. ”Vask dine hænder og kom og spis.”

 ”Okay.”

 Han var lidt trist for han ville hellre blive sammen med sine venner katten og fiskene; men fiskene havde ingen jordbær at spise.

   En dag kom da Blåbær skulle i skolen. Det var hans første dag på skolen. Hqn troede... eller måske syntes han, at skolen kun var godt for store mennesker, ikke for små drenge som ham.

 Han havde ret. Stolene var så store at han ikke kunne sætte sig. De andre elever lo af ham fordi han kunne stå inde i et glas.

 Man så ham ikke man hørte ham ikke. Han var alene imellem de store elever, som eksisterede han ikke.

 Så gik han ud ad vinduet. Schrödinger var der: han vantede på ham! Han havde søgt efter Blåbær hele morgenen.

 De var lykkelige for at se hinanden igen. Schrödinger løb ned til floden med Blåbær på sin ryg.

 De to spillede kort sammen med fiskene, og spiste jordbær og blomster, drak hyldeblomst sodavand, og lo indtil om natten.

  

Slut.